Susanne Kovacs’ farfar og farmor overlevede Holocaust og flygtede til Danmark for at begynde et nyt liv. Det er alt, hun ved. Det ungarske par holdt detaljerne i deres historie skjult gennem hele livet og fokuserede på at skabe en dansk hverdag så hurtigt som muligt. Set udefra var det et liv skabt til bladrevenlige familiealbums.

For at holde minderne om døden på afstand smilede de tavst. Men det usagte forsvandt ikke. Det voksede og begyndte til sidst at kaste skygger over nutiden.

Selv som barn følte Susanne Kovacs den udefinerbare blanding af frygt, smerte og raseri, der boblede under bedsteforældrenes overflade. Længe før hun var i stand til at sætte ord på disse følelser, var de i rummet. Men da hun som ung kvinde beslutter at stille spørgsmål, mødte hun kun afvisning. De skygger vi arver er en modig undersøgelse af instruktørens egen familiehistorie, og det står snart klart, at kernen ikke længere handler om skyld, men om tilgivelse.

Må man gå på udgravning i fortiden hos mennesker, der i forvejen er hjemsøgt af spøgelser? Hvornår er det bedre at tie? Hvem har ret til at tale, og hvilken version af sandheden er den rigtige?