Gett: The Trial of Viviane Amsalem

I Israel varetages ægteskab og skilsmisser af rabbinske domstole. Gett er det hebraiske ord for et skilsmissedokument, der ifølge rabbinsk lov kun kan godkendes på baggrund af ægtemandens samtykke. Herved tildeles ægtemanden en magtposition, der overstiger det juridiske systems evne til også at varetage kvindens frihedsrettigheder. I denne anmelderroste og Oscarnominerede film, følger man Viviane Amsalem, som igennem adskillige år bravt kæmper for frihed fra en ægtemand, der stædigt nægter at give hende sit samtykke til en skilsmisse. Ægtemandens kolde kompromisløshed og Vivianes faste beslutning om at blive fri fra sine lænker og de rabbinske dommeres dobbelttydige rolle udgør her rammerne for en absurd og tankevækkende tragedie, der kaster lys over en aktuel ligestillingsproblematik i nutidens Israel. Og filmen handler om meget mere end forældede menneskelige ideer. Den handler om frihed – en følelse og en ret vi naturligt kæmper for. Det er vel nok det som gør os til mennesker.

Spillefilm / Instruktør: Ronit Elkabetz og Shlomi Elkabetz / Israel, Tyskland, Frankrig, 2014 / 115 min. / Hebraisk, fransk og arabisk med engelske undertekster.

*EVENT: GETT- åbningsfilm med reception og introduktion. Se vores Facebook event side.